Nyheder

Ukendt stykke musikalsk H.C. Andersen-historie genopstår på Kunst- og Antikmessen i Forum

offenligtgjort: 2021-11-13

Et specialkomponeret musikstykke til ”Den lille Havfrue” skrevet af Axel Grandjean til H.C. Andersen i 1872 genopføres på søndag af Kendzi Tanaka for offentligheden på store antik- og kunstmesse i Forum

I 1872 modtog H.C. Andersen en gave fra sin gode ven, den kendte, danske komponist Axel Grandjean. Gaven var en nodebog, skrevet i et enkelt eksemplar og som indeholder Grandjean’s ”Opus 3 – billeder til Den Lille Havfrue”. Et musikstykke skrevet om og til det velkendte eventyr og som gave til dets forfatter.

Kun et år senere videregav H.C. Andersen dette hæfte som fødselsdagsgave til Emil Melchior, hvis forældre han var nære venner med, og på hvis landsted ”Rolighed”, han to år senere døde. Emil Melchior døde selv i en ung alder, og hæftet har siden været opmagasineret i det Kongelige Danske Musikkonservatorium i Københavns nodearkiver, hvor han antageligvis studerede. Som tiden gik, blev hæftet glemt, og det har altså samlet støv indtil en større oprydning i 2008, hvor en opmærksom konservatorie-studerende reddede værket fra makulatoren. Siden fundet af det unikke nodehæfte er opmærksomheden gradvist forøget, og i år, 149 år efter, at H.C. Andersen selv modtog hæftet, vil musikken blive spillet for første gang siden digterens egen tid.

Kunsthandler Frank Boye gav for blot halvanden uge siden det ”hemmelige” nodehæfte til pianisttalentet Kendzsi Tanaka med opdraget at uropføre stykket i forbindelse med Kunst og Antikmessen i Forum i weekenden den 12.-14. november. Offentligheden får lejlighed til at høre stykket udført på søndag den 14. november kl. 14 i foyeren i Forum, København, hvor Kunst og Antikmessen finder sted med godt 100 udstillere.

”Det har været en krævende, men helt fantastisk proces at arbejde med noderne frsa Grandjean og samtidig H.C. Andersens eventyr at støtte sig til. Ordene og meningen med Den Lille Havfrue bliver så smukke og tydelige i det smukke værk, som varer hele 15 minutter spillet i almindeligt tempo”, sværmer den ungarsk/japanske pianist, der studerer på det Kongelige Musikkonservatorium efter at have fået sin basisuddannelse i Ungarn og siden London. Siden 2017 har han boet, studeret og arbejdet ud fra København.

”Grandjean har efterladt en perle og overdraget denne til H.C. Andersen”, sværmer pianisten. ”Eventyrets tekst er i smuk balance og symbiose med Grandjeans komposition. Det er utrolig smukt”.

Nodehæftet bliver udstillet på stand 90, og vil efterfølgende bliver udbudt til salg af antik- og kunsthandleren Frank Boye (Boyeantiques.com). Det forventes at kunne indbringe et anseeligt beløb, når det udbydes til salg. Blandt andet har Kinas kulturcenter udtrykt interesse. I Kina er H.C. Andersen et kæmpe hit og indgår med sine eventyr i pensum hos alle kinesiske skoleelever, hvorfor den danske ordekvilibrist er kendt i hele den kinesiske befolkning.

Udover den genfundne nodebog vil også en spadserestok fra 1861 tilhørende H.C. Andersens strenge, men gode ven, Jonas Collin den Ældre, udstilles og sættes til salg under Antikmessen. Andersen opfattede Collin som en faderfigur, og hans livslange venskab med familien, samt han rejser med Collins barnebarn, Jonas den Yngre, er ganske velkendt, og deres interne forhold beskrives i en række udgivelser.

Der er fri adgang til fremførelsen af det unikke stykke musik af Alex Grandjean/H.C. Andersen for alle med en gyldig billet til Antikmessen i Forum. Messen er i øvrigt åben fredag, lørdag og søndag.